Meget af mit arbejde som kunstner er skabt i spændingsfeltet mellem min egen fremmedgjorthed overfor majoritetskulturen, og majoritetskulturens fremmedgjorthed overfor mine erfaringer fra en opvækst i et mindrebemidlet og alkoholiseret hjem, rundtomrejsende i Vestjylland. Jeg oplever helt generelt, at der i Danmark er plads til meget få fortællinger og meget få typer erfaringer, og slet ikke til de erfaringer, mit barndomsmiljø repræsenterer, medmindre de bliver fremstillet som entydigt taberagtigt og sølle. Det blev meget tydeligt for mig, da jeg begyndte at lave billedkunst, at sprækken mellem de forskellige kulturer, er der hvor jeg laver kunst fra. Egentlig ikke som et kritisk projekt fra en start af, men i høj grad fordi den splittelse er blevet en stadig større del af mig selv jo nærmere jeg er kommet majoritetskulturen gennem kunsten. Og bare lige for at pensle det ud: denne splittelse er ikke af det dårlige, den giver mig et større perspektiv.

Dette emne kan menes ikke at være væsentligt og aktuelt længere, da jeg har bevæget mig og blevet en del af majoriteten selv. Aktualiteten ligger udenfor mig selv, og er derfor altid gældende som et vigtigt indspark i samfundsdebatten, og i forsøget på at forstå verden vi lever i. Jeg benytter mig af min egen figur for at tale et konkret sted fra, så modtageren kan skabe et tillidsforhold til den talende, mig. Mange, også indenfor kunst, har taget den samme rejse som jeg, og er blevet skolet til at se og forstå de interne koder, sproget og æstetikker, som høre majoriteten til inden for vores fag. Jeg har den overbevisning, at det er vigtig for forståelsen af verden og af mennesker, som lever i den, at der bliver fortalt og vist kunst fra forskellige steder, med forskellige stemmer og æstetikker. At insistere på at forskelle (med alt hvad dette indebære som klasse og opvækst mm) kan give mangfoldige billeder af os mennesker, som alle har brug for at spejle og genkende os selv i fortællingerne ude i verden.
Forskellighed via billeder, æstetikker og stemmer er vigtig, hvis vi skal kunne kapere hinanden. Majoriteten må droppe at ville lave alle om til een stamme bestående af middelklasseværdier. Derfor er min stemme, min kunst, vigtig i verden. Det skal ses som en gestus, der ikke tager verden for givet eller forsøger at sætte den på formel, men inviterer til, at vi engagerer os personligt reflekterende i den, og derigennem skaber et udvidet mentalt rum for dens udfoldelse.