Sonja Lillebæk Christensen
Forestillingen om naboerne: Illusion og mareridt

Forestillingen om de andre
Da Sonja Lillebæk Christensen blev inviteret til udstillingen Sid ned! stod det hende ret hurtigt klart, at hun ikke ville lave et værk, der handlede direkte om kvarteret. Hun arbejder primært ud fra en personlig tilgang til alt fra bestemte steder eller kvarterer i byen sine omgivelser til noget hun har set eller læst i medierne. Og ud af personligt engagement og iagttagelser vokser små fortællinger ofte i form af videoværker, hvor musik, voice-over og billedsekvenser kæder det personlige og almene sammen, så publikum bliver mødt af en række samtidsrelevante, kritiske, underholdende og ofte ret humoristiske udsagn og billeder. Og videoinstallationen ’Forestillingen om naboerne: Illusion og mareridt’ er ingen undtagelse. Videoinstallationen består af en sparsomt indrettet skurvogn, som er placeret i udkanten af et mindre græsareal ud mod fortovet på Mimersgade. Indenfor kan man se en film, der varer omkring et kvarter.

I filmen tager Lillebæk Christensen først udgangspunkt i sig selv og i det at komme til byen udefra, og i forestillingen om at bo det rigtige sted, i den rigtige bydel osv. Samtidig møder vi en mand, Henrik, som fortæller hvor glad han er for sit lille hus i et område for tidligere hjemløse. Vi forstår, at han ikke har boet her altid og fornemmer en lidt broget fortid, hvor livet ikke rigtigt hang sammen. Det tredje og mest dramatiske spor handler om en sag i Stenløse, hvor beboerne i et villaområde med EM-helten Kim Christofte i spidsen protesterede voldsomt mod planerne om at bygge en håndfuld huse til hjemløse på en tom mark i nærheden. Christensen måtte ud og se, hvad det var for nogle mennesker, og for et sted, som på den måde ville modsætte sig den gestus at give dem, der ikke har noget sted at bo, et sted at bo. Med lige dele humor, kritik og selvironisk distance til sin egen harme overfor beboerne i Stenløse tager hun S-toget, vandrer gennem villakvarterene og vender hjem mere eller mindre tomhændet og ikke meget klogere. Interviewet med Henrik klippes ind i udflugten til Stenløse og i sidste ende må man selv stykke meningen med de to-tre parallelle historier sammen.

En skurvogn på Mimersgade
Efter filmen var færdigredigeret, var udfordringen at installere og indramme filmen på en måde, så forbipasserende blev gjort opmærksomme på den, og så oplevelsen af filmen samtidig var i orden. Løsningen blev at filmen skulle vises i en vogn, der ikke skulle fjerne fokus alt for meget fra filmen, og helst ikke præge ens oplevelse af den mere end nødvendigt. Christensen valgte at sætte gardiner og en lille blomst i det ene vindue og indrette den med et par møbler - en sofa og en stol. Antydningen af et hjem og altså ikke en skurvogn bemandet af arbejdsmænd var det, der diskret blev signaleret. Ud mod gaden hang et skilt med værkets titel. Derudover kunne man læse åbningstiderne og lidt introducerende information på døren. Af både sikkerheds- og formidlingsmæssige overvejelser blev der ansat en vagt/formidler i åbningstiden, som var onsdag-søndag i dagtimerne. Døren stod altså åben, og der var ansat en person til at tage imod publikum og interesserede og til at besvare spørgsmål. Alligevel var det ikke særlig mange, som valgte at gå ind i skurvognen og se filmen.
Grunden til dette kan være, at videoinstallationen kræver lidt mere af sit publikum. Forbipasserende skulle gå ind i en (fremmed) skurvogn, uden helt at vide, hvad der venter derinde. Film kræver også som udgangspunkt, at man sætter sig og ser den færdigt, hvilket kræver tid. Der var altså flere udfordringer i projektet i forhold til flere af de andre kunstprojekters mere umiddelbare tilstedeværelse på Mimersgade, som også kunne opleves i forbifarten og på mere sikker afstand, hvis man ønskede det. Det man ville kunne forvente sig af enhver besøgende på et kunstmuseum, var altså mere kompliceret her på gadeplan. Også selvom der blev gjort en ekstra indsats for at hjælpe og informere om projektet med skilte, udstillingsavisen og især med vagten.

Forestillingen om tyven
En uge efter åbningen blev den til lejligheden nyindkøbte projektor stjålet. Projektoren blev udskiftet med et gammelt fjernsyn, hvilket umiddelbart gjorde stuen mere hyggelig, men også oplevelsen af filmen mindre overbevisende. Tyveriet var en dyr lektie i, hvordan man sikrer en offentlig installation. Vi havde forsøgt i ugevis at skaffe en forsikring til flere af værkerne, men ingen selskaber ville røre dem. Derefter var alt, vi kunne gøre at sikre udstyret på anden vis – og det gjorde vi ikke godt nok. Men én ting kom der ud af det. Et nyt værk.
Da Christensen kort tid efter Sid ned! skulle udstille i en af KBH Kunsthals glasmontre, valgte hun sammen med sin mand, kunstneren Christian Smidt-Rasmussen at lave et værk om tyveriet på Mimersgade. Tyven efterlod sin mp-3 afspiller i skurvognen, og det var med afsæt i den og playlisten på den, at de to kunstnere fortalte historien om tyveriet, og deres forestillinger om, hvem der kunne havde gjort det. Installationen i kunsthallens montre bestod af en papirmodel af skurvognen, en tekst (læs nedenfor), en oversigt over alle de sange som lå på mp-3 afspilleren og musikken for fuld udblæsning inde fra montren – med 2pac, 50 cent, Snoop Dog, The Game m.fl. Historien som installationen i den lille glasmontre ville fortælle handlede om Lillebæk Christensens egne forestillinger om tyven – hvilket lå i direkte og nærmest (selv)ironisk forlængelse af udgangspunktet på Mimersgade, som handlede om forestillingen om naboerne, om de andre – dvs. indvandrere, ældre, danskerne, unge, hiphoppere, skatere osv. Hun udstillede på sin vis sin egne svagheder i forsøget på at udforske og udtænke teorier for, hvem der havde stjålet hendes dyre projektor. Svaghed forstået som det overhovedet at have og skabe forestillinger om andre på egentlig meget spinkle og tvivlsomme grundlag. De to værker fungerer på den måde godt sammen og i fin forlængelse af hinanden i og med flere af pointerne i filmen om ’naboerne’ – forstået som de andre og vores evne til at fordømme og forestille os ting om hinanden - nuanceres gensidigt.

(vis hele værkteksten ’tyven fra ydre nørrebro’ sammen med et af billederne fra Krabbesholm, evt. ved af collageteknik) (samt evt. uddrag af playlisten)

Almene perspektiver
Tilbage på Mimersgade igen. Som beskrevet i det indledende afsnit adskiller Lillebæk Christensens bidrag til Sid ned! sig på flere måder i forhold til de andre projekter. Det er især det, at hun vælger ikke at lave et stedsspecifikt bidrag til det, der proklamerede at være en alternativ byfornyelse – og en udstilling der ikke bare foregik i kvarteret omkring Mimersgade, men også handlede om netop kvarteret. Det gjorde videoinstallationen ikke, i det mindste ikke direkte.
Lillebæk Christensen arbejder med historier, steder og mennesker, som hun på en eller anden måde er blevet personligt berørt af og dermed bliver engageret og interesseret i. Derfor laver hun ikke film om et bestemt område eller gruppe mennesker, medmindre hun kender til det og har et personligt forhold til det i forvejen. Og det havde hun ikke med Mimersgadekvarteret. At hun alligevel ønskede at være med, og at jeg som udstillingens kurator synes, at det gav mening, er der flere forklaringer til.

Lillebæk Christensen følte, at hun kunne bidrage til debatten om kvarteret ved netop at udvide perspektivet og pege på generelle – og fælles – problematikker. Det kunne fx være mediernes magt og rolle i dækningen af henholdsvis hjemløsesagen i Stenløse, der som dækningen af kriminaliteten, ghettodannelse og manglende integration af ’nye´danskere på Nørrebro er langt fra objektiv. Det kunne også være oplevelsen af at føle sig udenfor og uønsket af store dele af samfundet, der bandt de to steder og historier sammen. Filmen handler om de svageste i samfundet. Mennesker der ikke har et sted at bo. Folk der har svært at få tilværelsen til at hænge sammen, og som af flere borgere og myndigheder opfattes en belastning for samfundet. Det syn ligger ikke langt fra det syn mange danskere og myndigheder har på indvandrere, muslimer og såkaldte ghettoer, som er noget af det kvarteret bliver forbundet med. Der er altså et åbenlyst potentiale for at åbne integrationsdebatten op mod noget mere generelt, at koble den til andre sager, andre mennesker. For de implicerede på Nørrebro kunne blikket udadtil mod andre end sig selv samtidig skabe en anden selvforståelse. Pludselig tegner der sig et helt felt af forbindelser, der alligevel kunne bidrage til stedet og udstillingsprojektets målsætning. Lillebæk Christensen løste oplægget eller invitationen på en uventet måde, og det i sig selv var en af grundene til at fastholde projektet som en del af Sid ned! De almene perspektiver var til stede, men en af de vigtigste pointer, især i forhold til byfornyelsesstrategier generelt, var det bevidste valg ikke at lave hurtig stedsspecifik analyse af folks behov og de uudnyttede muligheder her. Mange kunstnere kritiserer netop mange byplanlæggere, arkitekter og konsulenter for at anvende denne strategi - eller snarere den grad af overfladiskhed som den bliver gennemført med. Ironisk nok er det dog præcis, hvad mange kunstnere lever af – at rejse rundt og bidrage til udstillinger, hvor de ofte på forholdsvis kort tid skal forholde sig til mange forskellige emner, problemstillinger og steder. Lillebæk Christensens videoinstallation tager afsæt i eksterne problemstillinger for at bidrage til et internt og specifikt emne og illustrerer på den måde en anden måde at arbejde på, som er langsommere, grundigere og mere personligt funderet – en tilgang der undgår at producere for overfladiske, lette og hurtige udsagn om fx et bestemt kvarter som udefrakommende. Og det er en vigtigt pointe i en byfornyelsessammenhæng såvel som i en mere almen diskussion om kunstneriske intentioner og etik.
Filmen om Henrik, Kim Christofte og togturen til Stenløse kan og vil helt sikkert blive vist igen, andre steder og nok primært på museer og udstillingssteder. Og det er en af værkets styrker, dets almene perspektiver og kvaliteter. Men samtidig er det også – i det mindste i denne sammenhæng – et problem ikke at forholde sig mere direkte til stedet. Hvilket ikke behøver at være møntet på selve indholdet, men mere i iscenesættelsen af indholdet og måden at henvende sig til publikum og stedet på.

Afrundning
Skal man evaluere projektet helt konkret ud fra den modtagelse og effekt, det havde på Mimersgade og kvarteret, lykkedes det aldrig for værket at nå ud til den brede befolkning i kvarteret – det var ikke skurvognen eller filmen, som der blev talt om. For få mennesker fik set filmen. Sådan kan man nødvendigvis ikke måle et værks grad af succes. Værket handler mere om at give den, der ser filmen en individuel og speciel oplevelse, de forhåbentlig tager med sig og tænker og husker. Måske endnu klarere end de andre kunstobjekter, de har kørt forbi Mimersgade. Alligevel tror jeg, at det var en fejl at installere filmen i en så lukket og arbejdsvognagtig atmosfære. En mere åben og hyggelig indramning ville ikke have flyttet fokus på filmen mere end det ville have skabt et større publikum, som pludselig ville være mere tilbøjelig til at kigge indenfor og se, hvad det var for noget. Som skurvogn fremstod værket for lukket i stedet for at være imødekommende – og i sidste ende var det hele jo sat op for dem, der gik, cyklede og kørte forbi hver dag. Med tanke på det potentiale og den både morsomme, kritiske og personlige fortælling som ventede derinde i mørket, var det synd, at det aldrig nåede bredere ud. Derimod var det perspektiv og den historie Lillebæk Christensens nye værk om tyven fortalte både usædvanligt og meget givende for projektet, i og med at det nuancerede det og (igen) hev den ind i en anden sammenhæng, og talte til nye og andre mennesker om noget af det, vi alle sammen er lidt for hurtige og gode til – at have forestillinger og fordomme om hinanden.